Småt, men godt, kan man roligt sige om designer Anne Voigts enkle og rolige hjem i Aarhus, hvor hun og familien på 54 kvadratmeter dyrker small living.

Mød Anne

Hvor gammel er du?

Jeg er 30 år gammel.


Hvor bor du - og sammen med hvem?

Jeg bor på Frederiksbjerg i Århus i en lejlighed på 54 kvm sammen med min kæreste, vores søn og vores lille kat Mynde.


Instagram-profil:

@annevoigt

Hvad arbejder du med?

Jeg er designer og er så heldig at arbejde med min barndomsveninde om vores fælles projekt Atelier Marée,

Hvad betyder indretning for dig?

Vores hjem er vores base og en pause i en travl hverdag. Vi bor småt, og derfor er det meste funktionelt. Alt har sin plads, selvom min kæreste nok vil sige, at jeg har meget nips, så er reolerne i stuen fyldt op med tallerkener og kander, som vi bruger dagligt.


Indretningen er mit lille hverdagstableau, hvor favoritting og minder fylder og daglig skaber tanker på de rejser, ture og de steder, hvor tingene er samlet fra - eller de folk, der har foræret dem til os.


Så alt i alt er vores hjem et sammensurium af æstetiske ting og ting fyldt med kærlighed.

Hvordan vil du beskrive din indretningsstil?

Jeg er meget afdæmpet i mit farvevalg men skejer ud på taktilitet og forskellige overflader i materialerne. Jeg elsker måden hvorpå et blødt materiale og et blankt materiale absorberer lyset forskelligt, og for mig er det noget af det, jeg leger med.

Derudover har jeg en stor forkærlighed for træ og ærlige, simple materialer, som er noget af det, der fylder mest i lejligheden.

Hvilken ting i dit hjem er du allermest glad for?

Jeg har en lille stol, der har fulgt mig siden jeg flyttede hjemmefra. Min bedstefar lavede den, og jeg har svage minder om at have brugt den som hest; den kan vendes og drejes, så den har forskellige funktioner.

I mine voksne år har den stået som sengebord, og nu er min søn lige begyndt at bruge den som barnestol. Måske han en dag også vender den rundt og sætter sig overskrævs på den som en hest. Det ville i hvert fald være full circle.

Hvad har du senest købt til dit hjem?

Vi er lige kommet hjem fra Athen, hvor jeg købte en maske i ler fra en kvinde, der havde et lille studio, hvorfra hun solgte brocante vintage og værker, hun selv laver, som er inspireret af gamle klassiske, græske statuer.

Hvad er godt håndværk for dig?

For mig er godt håndværk et objekt, hvor man kan mærke omtanken og tiden, der er lagt i. Det kan komme til udtryk i en samling eller i en detalje der kan forandres.


Godt håndværk er for mig også vores spisebord, som jeg så min kæreste makke med og justere et par gange, før det var perfekt. Når jeg ser det, ser jeg alle de timer, han har brugt på at finjustere det.

Hvordan bruger du din SÆTTER?

Min SÆTTER har fulgt os siden foråret 2021 og har haft skiftende små udstillinger. Den har været helt fyldt op og også været stylet meget stringent med få ting i, men lige nu er den helt fyldt op med glas og kopper, da den agerer opbevaringsmøbel i vores lille køkken.

Jeg kan godt lide at have glas i den, for selvom de er meget forskellige, giver det et roligt helhedsudtryk.

Følg med hos Anne Voigt på @annevoigt og se mere af hendes arbejde på ateliermaree.dk.

Billeder er taget af Frederikke Flyvholm.