Mød Nana
Hvor gammel er du?
Jeg er 36 år gammel.
Hvor bor du - og sammen med hvem?
Jeg bor i en villalejlighed i København NV på 120 m2 med min partner og vores to børn (4 og 7). Vi bor på en stille villavejlighed med ti minutter på cykel til indre Nørrebro, og det er helt perfekt for os.
Vi har stuen, kælderen og privat have og egen indgang i en muremestervilla fra 1934 - som dog er blevet udbygget over tid, hvilket gør at her er plads til to familier.
Instagram-profil:
Hvad arbejder du med?
Jeg er selvstændig fotograf og skribent. Arbejder på mit 10. år med at skabe historier for både danske og internationale medier (RUM, Berlingske Tidende, The New York Times, Monocle, m.fl.), samt brands og organisationer hovedsageligt indenfor design, interiør, arkitektur og rejser.
Jeg har også en del content creator-opgaver, hvor jeg skaber content for udvalgte projekter. Senest har jeg været på en opgave for Visit Switzerland, hvor vi rejste med tog hele vejen fra København til Ticino i det sydlige Schweiz. Mega sjov opgave!
Hvad betyder indretning for dig?
Det er vigtigt for mig, at jeg slapper af i mine fysiske omgivelser og har det rart i mit hjem. Men jeg tror måske, at jeg går mindre op i det, end hvad man kan komme til at tro.
Der er perioder - som fx i vores køkkenrenovering - hvor jeg og vi bruger meget tid og energi på at finde de rigtige løsninger og søger inspiration. I dagligdagen er der dog rimeligt stille på indretningsfronten; jeg er ikke typen, der tilføjer en masse ting konstant til hjemmet.
Hvordan vil du beskrive din indretningsstil?
Vi har meget dansk design herhjemme, meget træ og også en del genbrug. Vores spisebord, sofabord, daybed, skrivebord og Cadovius-reol i udestuen er alle vintage (elsker DBA!).
Jeg følger ikke som sådan en stil eller trend men går meget efter, hvad jeg godt kan lide og hvad, der taler til mig. Og hvad min kæreste er med på, selvfølgelig.
Hvilken ting i dit hjem er du allermest glad for?
Uha, det er svært. Må man sige et helt køkken? Eller måske snarere: den plads, vores renovering har skabt.
I sommeren 2023 fik vi endelig realiseret drømmen om at fjerne en kæmpe (!) køkkenø, og indrette vores køkkenalrum så det føles som et helt nyt rum med plads til dans på gulvet, masser af gæster på besøg, og en helt anden æstetik med fokus på naturlige materialer og varme.
Hvad har du senest købt til dit hjem?
Det er lang tid siden, jeg har købt noget nyt. Jeg gik lidt amok i svenske loppemarkeder sidste sommer og købte en masse blåt keramik og krukker.
Men min nyeste tilføjelse er mit eget limited edition fotoværk ‘Sommersind’, som hænger på væggen ved vinduet i køkkenet. Her bruger jeg det til at vise det frem til interesserede, og så synes jeg faktisk også, at det hænger super fint lige dér.
Hvad er godt håndværk for dig?
Materialer, der holder, en ordentlig produktion, og gerne multifunktionelle designs, der kan bruges i flere forskellige settings/med flere formål.
Hvordan bruger du din SÆTTER?
Bruger den til alle mine kaffekopper. De kommer fra Japan, fra danske keramikere hvoraf jeg kender mange af dem (min veninde Sherin laver så fine ting hos @studio_shalma, en anden veninde, Louise laver på @af.jord, og så elsker også alting fra @sakura.copenhagen, som søde Ninna står bag.
Udover kopper står der også ofte en Lego-figur, en lille hjemmelavet ting fra børnehaven, eller noget skrøbeligt fra køkkenbordet, som hurtigt skal op i højden og væk fra børnehænder
Følg med hos Nana Hagel på @nana_ha og se mere af hendes arbejde på nanahagel.com.