Jeg driver Af Jord, som jeg har haft i fem år. Jeg har tidligere været selvstændig, så det at skabe mit eget arbejdsliv er ikke nyt for mig, men det føles stadig som en bevægelse, jeg aktivt vælger hver dag.

Min rejse har ikke været lineær. Den har været præget af både mod, tvivl, stolthed og perioder, hvor det hele føles tungt. Men længslen efter at forme mit eget arbejdsliv og skabe noget med mine hænder har altid været stærkere end ønsket om trygheden i et lønmodtagerjob.

At være selvstændig betyder frihed, men ikke nødvendigvis lethed. Og måske er det netop spændingsfeltet mellem de to, der gør det meningsfuldt.

Det betyder, at jeg kan arbejde i tæt kontakt med min egen energi og min hormonelle cyklus. Jeg planlægger så vidt muligt mit arbejde efter den.

For mig er det også en stille insisteren på, at arbejdslivet må kunne rumme kvinders rytmer, ikke omvendt. Det er vidunderligt at kunne være et helt menneske og kvinde i min egen virksomhed.

Samtidig betyder det også fuldt ansvar, hvilket kan være drænende. Især i perioder, hvor der er travlt, eller når januar er grå, børnene er syge, og salget står stille. Men selv dér føles tanken om et lønmodtagerjob mere kvælende end usikkerheden.

Det bedste er balancen mellem intensitet og fordybelse.

Når der er travlt, er det en anerkendelse af, at det, jeg skaber, har værdi. Og når jeg sidder alene i værkstedet, i den dybe kontakt med leret, kan jeg næsten træde ind i en meditativ tilstand. Det er mit åndehul, især som småbørnsmor, hvor livet kan være intenst og krævende.

Der er også en enorm stolthed i at åbne døren til mit eget værksted. Jeg føler taknemmelighed hver dag.

Det er sjældent de store øjeblikke. Det er de stille.

Når jeg har afleveret min søn og går langs vandet hjem til værkstedet. Stopper et øjeblik og mærker havet. Når jeg går ind i værkstedet, tænder radioen og et lys, og går i gang med dagens arbejde med kaffe.

Det er i overgangen mellem hjem og værksted, mellem omsorg og fordybelse, at jeg mærker, hvorfor jeg har valgt det her liv.

For mig handler det ikke om at balancere to adskilte liv, men om at være et helt menneske både som mor og keramiker.

Erfaringen.

Jeg har været selvstændig længe nok til at vide, at det går i bølger. Man må se på året som helhed og ikke på en enkelt grå uge i januar.

På samme måde som i min egen cyklus er der perioder, hvor energien er lav, og hvor alt føles tungere. Jeg har tidligere været hård ved mig selv i de faser. Nu prøver jeg at møde dem med bevidsthed i stedet for modstand. Når man forstår, at det hele er cyklisk, ved man også, at det letter igen. Den erkendelse giver mig ro.

Så giver det mig mod at huske, at jeg faktisk har skabt det her. At jeg har holdt fast i fem år. Det er ikke tilfældigt.

Jeg er enormt heldig. Da jeg uddannede mig som keramiker, mødte jeg min bedste veninde, Tinne, som i dag driver Keramikværkstedet i København. Hun er en helt afgørende støtte for mig. Vi har fået børn samtidig, vi lever begge med selvstændige partnere, og selvom vores forretninger er forskellige, forstår vi hinandens virkelighed helt ind i kernen.

Uden hende ville det være langt sværere at blive stående i det her valg.

Hun er ved at etablere et netværk for kvinder, som jeg er blevet inviteret ind i. Jeg glæder mig virkelig til at lære af andre.

x