Med min uddannelse som grafiker synes jeg ofte, det er uundgåeligt ikke at ende i freelanceopgaver og projekter, og man starter nærmest arbejdslivet efter designskolen som en enkeltmandsvirksomhed. Jeg har selv et arbejdsliv, som er et stort patchwork, hvor keramikken ikke før har været i centrum. Keramikken startede som et afbræk fra hverdagen til at blive min hverdag. Jeg tror slet ikke, jeg er et sted, hvor jeg tør sige, at det er en forretning, men jeg er på vej og bygger, omend noget langsomt, for sådan er jeg nok, bare langsom, så snart det handler om mine egne ting.

Frihed under ansvar med en krydring af frihed under stress. Det er fedt, at jeg har rummet til at skabe og forme. Hvor privilegeret er det ikke at bruge mit hoved, min krop og min kreativitet til at lave objekter, som folk har lyst til at bruge, og som kommer til at indgå i deres liv. Den udveksling er meget givende.

Når folk har lyst til at købe mine produkter, især når de vender tilbage. De små skridt mod en forretning, der bærer sig selv.

Nej, faktisk ikke. Jeg tror ikke, jeg kan begrunde det så firkantet. Det er en drivkraft, som er lidt over mit rationale, for jeg kan ikke lade være med at arbejde med keramik. Det er beskidt, det er fysisk hårdt, det er omstændeligt, og processen er langsommelig og besværlig, og så er det ikke super rentabelt i sidste ende. Men jeg kan stadig ikke stoppe.

De bedste mennesker omkring mig, der tror mere på mig, end jeg nok selv gør. Og god kaffe og madpakker til værkstedsdagene.

Igennem mine fantastiske veninder samt bekendtskaber med andre erhvervsdrivende kvinder. Det er jo en fantastisk stor vidensbank. Der er et sammensurium af sårbarheder, praktikaliteter og et ønske om at løfte hinanden. Som nu, hvor Caroline med hendes imponerende virksomhed SÆTTER tager hendes langsommelige keramiker med under 8. marts-fanerne.